Selv om gulerødder er sunde, og alle kaniner får røde ører af dem, så var Gulerodsmonstret et surt og dumt  monster.

Gulerodsmonstret elskede at puste sig op og skræmme alle de andre monstre i Monsterskoven.

Faktisk var det så sjovt, at Gulerodsmonstret helt havde glemt at være sød overfor andre.

En dag mødte Gulerodsmonstret Ostemonstret, der skulle til at spise sine Radiser til frokost.

Gulerodsmonstret pustede sig op og knurrede faretruende, så Ostemonstret og Radiserne blev bange og skyndte sig at løbe deres vej.

Den dag fik Ostemonstret ingen radiser til frokost.

Men det var Radiserne nu ikke så kede af.

Deres job var at blive spist hver dag, og når Ostemonstret havde spist dem, rullede Radiserne gennem Ostemonstrets 10 meter lange ostetarme i dets ostemave, indtil de trillede ud gennem et ostehul i bunden af Ostemonstret.

Hver morgen genopstod Radiserne som nye, friske radiser, der var klar til at blive spist igen.

Radiserne blev derfor også glade, fordi de fik en spisefri fridag.

Lidt efter mødte Gulerodsmonstret Æblemonstret.

- "Bøøøøøøøøøøøøh!"

brølede Gulerodsmonstret lige ind i Æblemonstrets hoved.

Æblemonstret faldt bagover af skræk, og det blev brunt og stødt og fik ondt i hele kernehuset.

Gulerodsmonstret opførte sig dummere og dummere, og ingen af monstrene i Monsterskoven kunne være i fred for det.

Selv troede Gulerodsmonstret, at det var  uovervindeligt og kanon farligt.

Gulerodsmonstret var ligeglad med, at det ikke havde nogle venner.

Men så en dag blev det for meget for alle monstrene i Monsterskoven.

Monstrene holdt et stort møde uden Gulerodsmonstret.

Monstrene ville finde ud af, hvordan de kunne lære Gulerodsmonstret at opføre sig ordentligt.

Monstrene besluttede derfor, at de ville skræmme Gulerodsmonstret.

Så kunne Gulerodsmonstret selv mærke, hvordan det var at blive bange og ked af det.

Pludselig sprang det lille, blå Troldemonster frem.

Troldemonstret baskede som en fugl med sine lange arme, imens det udstødte nogle uhyggelige skrig.

Gulerodsmonstret blev så forskrækket, at det straks holdt op med at brøle og prutte.

I stedet begyndte Gulerodsmonstret at svede og ryste.

- "Øv", tænkte Gulerodsmonstret.

"Det er slet ikke spor sjovt at være bange. Og det er ikke sjovt, når ingen vil hjælpe mig".

Da Gulerodsmonstret kikkede op, hang Hugtandsmonstret og svævede i luften med sin store, uhyggelig mund midt på maven.

Gulerodsmonstret vendte sig om for at løbe sin vej. Det ville hjem og gemme sig under sin dejlige, varme Dyne.

Gulerodsmonstret håbede, at Dynen ikke var sur mere.

Lige inden Gulerodsmonstret samme morgen var løbet ud af sit hus for at brøle af alle de andre Monstre, havde Gulerodsmonstret nemlig brølet grimt af sin Dyne.

Dynen var blevet forskrækket og havde gemt sig under sengen.

Først sendte Monstrene Fisegokkemonstret efter Gulerodsmonstret.

- "Grrrrrrrrrr", knurrede Fisegokkemonstret.

Det var nemlig den eneste lyd, det kunne sige lige nu.

For første gang i sit liv blev Gulerodsmonstret lidt forskrækket og råbte:

- "Hjælp!!"

Så kom Myggemonstret susende ned foran den blå trold.

Myggemonstret stak sin spidse numsebrod lige op i hovedet på Gulerodsmonstret og hviskede:

- "Du får verdens største myggestik, hvis du ikke snart opfører dig pænt overfor alle de andre Monstre.

Gulerodsmonstret fik helt ondt i maven ved tanken om Myggemonstrets sylespidse brod.

Gulerodsmonstret tænkte på alle de Monstre, som det havde drillet og truet og gjort bange.

Måske havde de andre Monstre haft det, ligesom Gulerodsmonstret havde det lige nu.

Øv det var ikke spor sjovt at tænke på.

Men før Gulerodsmonstret kunne nå at slippe bort, hoppede Fisehoppemonstret lige ned foran det og spærrede vejen med sine ækle, gule lugtefiser.

Gulerodsmonstret kunne ikke komme forbi, fordi Fisehoppemonstret blev ved med at hoppe op og ned og fise, indtil Gulerodsmonstret endelig sagde:

- "Undskyld."

Gulerodsmonstret hørte en raslen omkring sig og så, at alle Monstrene stak hovederne frem bag buskene i Monsterskoven.

-"Undskyld," sagde Gulerodsmonstret igen.

- "Jeg lover, at jeg aldrig mere ville skræmme jer igen."

Men de andre Monstre lod som om, at de ikke hørte Gulerodsmonstret.

Så der var slet ingen, som kom og hjalp Gulerodsmonstret.

- "Uhhhhhhhhhhh!" brølede Gulerodsmonstret og pustede sig gevaldigt op.

Nu skulle Gulerodsmonstret vise de andre Monstre, hvem der var konge i Monsterskoven.

Gulerodsmonstret var nemlig kong Gulerod.

Men de andre Monstre vendte bare ryggen til Gulerodsmonstret og gik deres vej.

Så knurrede og hvæsede og brølede Gulerodsmonstret igen og slog nogle ordentlige prutter.

Men der var stadig ingen, der lagde mærke til, hvad det gjorde.

Gulerodsmonstret sagde trist til sig selv:

- "Jeg har vist ikke altid været lige sød ved de andre Monstre."

Så hørte Gulerodsmonstret pludselig en brølende lyd, der lød, som en raket i fuld fart.

Nu fik Gulerodsmonstret nok.

- "Jeg har lært det", hylede Gulerodsmonstret.

- "Undskyld. Jeg skal nok være sød fra nu af og til verdens ende".

Fra den dag af var der ingen i Monsterskoven, som var bange for Gulerodsmonstret.

Gulerodsmonstret havde endelig lært, at det ikke var spor kedeligt at være sød overfor de andre Monstre. Det var faktisk ret hyggeligt.

Det bedste ved hele historien var, at nu havde alle Monstrene i Monsterskoven igen lyst til at lege med Gulerodsmonstret.

Og Gulerodsmonstret blev inviteret med til alle fødselsdagene i hele Monsterskoven.