|
En
særlig type industrielle anlæg, der kan føres tilbage til
senmiddelalderen, var de militære produktioner. Disse var i modsætning til
de tiltag, der blev iværksat i 1600-årene, udelukkende til statens eget
behov. Blandt disse var krudt og kanoner (”bøsser”). Materialet til
kanonerne fik man blandt andet fra Norge og Sverige.
Efter reformationen i 1536 blev den nuværende Sankt Petri Kirke i
København indrettet som gjethus under navnet ”Kgl. Majestæts Bøssestøberi.
Her fabrikerede man bronzekanoner indtil 1586, hvor gjethuset blev flyttet
op i Sankt Klares nedlagte klosterkirke ved Gammel Mønt. I 1610 flyttede
det endnu en gang, da Christian IV havde opført et nyt gjethus på hjørnet
af Pilestræde og Sværtegade. Her fortsatte kanonstøbningen, indtil det i
1673 endte på Kongens Nytorv, hvor det kgl. Teater ligger i dag .
Bygningen blev først revet ned i 1872, men kanonproduktionen ophørte i
1757. Også på orlogsværftet Bremerholm fandtes en bøssesmedje fra sidste
halvdel af 1500-tallet.
Islændingen Jon Olafsson, der fra 1615 til 1623 var bøsseskytte
(artillerist) under Christian IV fortæller, at kongens bøsseskytter en dag
var indkaldt til gjethuset ved Gammel Mønt. Rothgjeteren, det vil sige
bøssestøberen, havde lavet 52 kanoner, der skulle afprøves, ligesom
kanonkuglerne skulle vejes:
En Mand ved Navn Jens Korsør tændte alle Kanonerne an. Det var saaledes
ordnet, at de laa ved Siden af hverandre; under hver Kanons For- og
Bagende var der lagt Træruller, og mellem Kanonerne var der lagt
Tøndestave, som gik fra det ene Fænghul til det andet. Paa disse smaa
Brædder eller Tøndestave var strøet Løbekrudt, saaledes at den, som
antændte Krudtet, kun behøvede at antænde Krudtet paa det første Bræt, saa
løb Ilden langs med Krudtet paa Tøndestavene, og saaledes affyredes den
ene Kanon efter den anden. Kongen glædede sig over, at Kanonerne holdt saa
godt, og ingen kom til Skade. Kongen lovede os et Læst af det Øl, som
kaldes Konge-Øl, der her paa Island er godt kendt.
For ca. 1000 år siden blev krudtet opfundet i Østen. Men først omkring
midten af 1300-årene blev det introduceret af hanseaterne i Norden. Fra
engang i 1400-tallet blev det almindeligt at fremstille krudt i både
Danmark, Norge og Sverige på de militære fæstningsanlæg. Det var et krav,
at bøsseskytter og arkelimestre (tøjmestre) kunne fremstille krudt i
mindre portioner.
I Danmark kunne man selv levere råmaterialet til sortkrudtfabrikationen.
Til fremstilling af krudt bruges trækul, svovl og salpeter. Sidstnævnte
udgør 70-80 % af krudtet. Trækul brændte man i de danske skove især af
elletræer og hassel. Svovl udvandt man på Island. Det blev sendt urenset
til København, hvor det blev raffineret i Svovlhuset. I 1560 opførte
Herluf Trolle et svovlhus på Slotsholmen. Og da Christian IV byggede
Tøjhushavnen, så blev svovlhuset en del af komplekset ved siden af
Tøjhuset. Salpeter udvandt man af staldjord. Blandt andet udgravede man
mange af de stalde, der stod rundt omkring på krongodset, og oprettede
salpeterværker rundt om i landet. Mange steder brugte man de nedlagte
klostre som salpetersyderier blandt andet Antvorskov Kloster. Først i 1560
nævnes en salpetersyder, og dermed er erhvervet en realitet i Danmark. I
1563 blev det første salpeterværk oprettet i Nysted.
Men selv om der blev produceret krudt rundt om i landet og på Tøjhuset,
var det ikke tilstrækkeligt til, at Danmark kunne være selvforsynende, og
en egentlig industri blev det aldrig, selv om ønsket om at blive
selvforsynende var der. Krudtet måtte samtidig importeres fra udlandet,
hvor Holland var den største leverandør af krudt og salpeter.
Til krudtproduktion benyttede man stampemøllekraft. Det var primært
vandmøller, og de lå flere steder i landet. Men man havde kun gang i højst
to værker på en gang. Problemet med krudtmøllerne var, at de ofte sprang i
luften, så risikoen var stor ved arbejdet.
Den ældste krudtmølle lå ved herregården Rønnebæksholm ved Næstved. Her
skulle Geert Bøsseskytte i 1513 anlægge en krudtmølle og levere krudt til
kongen hele sommeren igennem, mod at Christian II forlenede herregården
til ham for livstid.
Fire af Mølleåens møller var i perioder krudtmøller. De nævnes fra midten
af 1500-tallet. I 1559 fik Peder Lykkesen bestalling som krudtmager på
Ørholm krudtmølle. Vandmøllen i Ørholm var af ældre dato, da en sådan
nævnes i 1370´erne. Det samme er tilfældet med Brede krudtmølle. Begge
møller var oprindelig nok kornmøller. De sidste krudtmøller ved Mølleåen
var Rådvad og Stampen.
I København fremstillede man også krudt, og ved siden af Herluf Trolles
svovlhus opførte man to små stubmøller til krudtfremstilling. Det er de to
eneste krudtvindmøller, man kender i landet. Fra slutningen af 1600-årene
og frem blev Amager kendt som Københavns ”krudtkammer”. Og ude i landet
kender man krudtmøller i Helsingør, Nykøbing Falster, Torskov ved Århus og
Halleby Å nær Jyderup.
Krudtet blev opbevaret i krudttårne, og i 1500-årene fungerede mange af
riget borge som arsenaler. I København blev både Jarmers Tårn og
Vandmølletårne benyttet som krudttårne. På Kastellet, på Christianshavn og
Amager findes stadig krudttårne. Og vartegnet i Frederikshavn er det gamle
krudttårn.
|
