Byvandringerne aflyses IKKE pga. regnvejr, kulde, sne eller blæst. Kun ved vilde orkaner, tsunamier eller fjendtlige invasioner fra rummet overvejer jeg at aflyse. HUSK paraplyer og regntøj.

Afbud

Ved egne afbud refunderes billetterne ikke, og de kan heller ikke byttes til andre datoer eller nye byvandringer.

Rabat på 20% pr. billet gives til modtagere af mit nyhedsbrev.

Gælder KUN for normalprisen på 180 kr.

Entreer er IKKE inkluderet i de 20%.

Fra Vingården til Store Færgestræde.

- Korsriddere og en grum historie om hestepærer


På tilbud til 129 kr. i Spotdeal HER


Mødetid:

kl. 16:50

(vi begynder præcist kl. 17.)


Det er ikke altid sikkert at vi bliver på mødestedet i mere end 5 min., da diverse københavnske arrangementer og trafiklarm kan betyde, at vi må rykke videre til næste stop.

Derfor kom i god tid.

Vi venter ikke på nogen.


Mødested: 

Kongens Nytorv tæt ved Vingårdstræde


Billetpris:

180 kr.


Modtagere af mit nyhedsbrev får 20% rabat:

144 kr. pr. billet

NY BOG

Københavns forunderlige historie.

Liv, lyst og lort fra oldtid til nutid.


Udkommer 14. oktober på Turbine Forlaget.


352 sider

For børn og voksne


Pris: 349.95 kr.

Kommer snart, da bogen er vokset under skrivningen, så den oprindelige pris kan ikke holdes


Bogen kan forudbestilles på forlaget:

HER

I kommer ind på en mail, hvor I så skriver til mig:

I kan ikke betale, før vi har skrevet sammen.

HUSK AT

Skrive dato, antal og hvilken byvandring, du vil købe billetter til.

Andre byvandringer

Fik du ikke købt billet til byvandringen, før den blev udsolgt, så laver jeg selvfølgelig også andre byvandringer.

Men prøv i først omgang at skrive til mig, for måske ligger jeg inde med ekstra billetter.


Under mine Åbne ture, kan I se de andre byvandringer, som p.t. er i salg og købe billetter HER


Lige nu er der ledige billetter til følgende ture:

  • Rundtur i Ruinerne under Christiansborg.
  • Fra den franske koks latrin i Pilestræde til Sankt Gertrud på Kultorvet

Datoer

Alle dage kl. 17-ca. 18:20

Mødetid: 16:50

 

September:


- Fredag 17. september:


- Mandag 27. september:


Oktober:


- Fredag den 8. oktober: Aflyst


- Onsdag den 13. oktober


Byvandringerne tager ca. 5-6 kvarter.

Det får du:

En byvandring langs med middelalderens havneområde, hvor I skal høre om det København, som dukkede op af jorden under de arkæologiske metroudgravninger på Kongens Nytorv.

 

I skal høre om middelalderbefæstningen fra starten af 1200-tallet. Om fækalielaget, i hvilket man fandt en parérstang fra et sværd fra vikingetiden. Om en sildeplads i området i 1100-tallet. Om den store gård, som lå på Magasins grund fra senest i 1100-årene og om havnetårnene med de sjove navne som Kringelen og Smørhætten.

 

Vi vandrer hen og ser Kong Hans Vingård, hvor der måske i 1400-tallet sad et korsridderselskab og lagde planer, går forbi Nikolaj Kirke og slutter på Højbro Plads med en lækker historie fra 1600-tallet om, hvad man nok ikke skal bruge hestepærer til …… Altså hvis man stadig ønsker at være i live.

 

Den 14. oktober udkommer min nye bog: Københavns forunderlige historie: Liv, lyst og lort fra oldtid til nutid på Turbine Forlaget.

Bogen er fuld af spændende historier om København, og her kan I blandt andet læse om flere af de steder og begivenheder, som vi besøger og hører om.


Historien bag:

Fra begyndelsen af 1200-årene og frem til 1647 lå middelalderens Østervold hen over Kongens Nytorv på stykket fra Vingårdstræde og hen mod Gothersgade. Her drejede den og fortsatte langs med nutidens Gothersgade frem til det sted, hvor Reformerte Kirke ligger i dag. Men I 1647 befalede Christian den 4. at sløjfe hele Østervold, fordi København på det tidspunkt var blevet fordoblet med hans helt nye bydel, Christian den 4.s Ny-København mellem Kongens Nytorv og Esplanaden.


Vi følger den gamle kystlinje gennem Vingårdstræde og frem til Højbro Plads. Ud for kysten lå øen Bremerholm, hvor Kong Hans´ skibsværft lå fra ca. 1510. Efterhånden blev det lille sund, Dybet, mellem København og Bremerholm fyldt op, og fra sidst i 1500-tallet var Bremerholm landfast med København. I dag ligger gaderne syd for Nikolaj Kirke på øen.

 

Men inden vi når frem til Nikolaj Kirke, skal vi ind bagved Magasin, hvor I skal se bagsiden af den kongelige vingård i Vingårdstræde. Gården blev opført omkring 1400, og i midten af 1900-tallet fandt man en smuk malet frise med våbenskjolde fra 1400-årene på væggen i Vingårdens midterste rum. I skal høre om korsridderne, som måske mødtes i den fine sal, for at lægge planer, og om Plovhesten Åse, som pludselig sprang ind under skrivningen af Hannes nye bog. Åse var så insisterende, at forlaget og Hanne simpelthen opgav at smide hende ud af bogen. I stedet blev hun en del af bogen og kan findes både i teksten og på tegningerne som ”Find Plovhesten Åse.”

 

I Vingårdens store have dyrkede Kong Hans i begyndelsen af 1500-tallet vindruer, og under hvælvingerne i kælderen blev der i 1520-erne slået kongens mønt. I dag ligger Restaurant Kong Hans i den smukke kælder.

 

Vi runder Nikolaj Kirke og hører om middelalderkirken og slagternes ”Maven,” inden vi slutter ved det gamle Store Færgestræde, som nedbrændte i 1795 og endte som Højbro Plads. Her skal I "møde" islændingen Jon Olafsson, der var bøsseskytte på Tøjhuset under Christian den 4, og som på sin helt egen luftige facon gennem årene har fulgt med Hanne rundt på hendes mange byvandringer. Jon Olafsson kan nogle fantastisk historier om livet i København mellem 1615-1623. Her får I historien om en meget dårlig vane blandt byens borgere, som for sjov smed hestepærer efter bønderne uden for byens porte...... og selvfølgelig skal I høre, hvad sådan en dårlig vane medførte .......

Plovhesten Åse