|
Allerede i romerriget benyttede man vandmøllerne til ”industrielle”
formål. I Danmark har man fundet enkelte rester af vandmøller tilbage til
den sene vikingetid. Men ellers er det først i 1100-årene, at de dukker op
både i de arkæologiske og skriftlige kilder. I renæssancen var
mølleværkerne et vigtigt led i mekaniseringen af de industrielle tiltag,
og vandmøllerne må betegnes som de første deciderede industrielle
”maskiner”. Mange vandmøller blev indrettet til stampeværker.
Stampemøllerne kunne bl.a. bruges til valkning af tekstiler, til knusning
af jernmalm, som savmøller, papirmøller, krudtmøller, kobbermøller,
jernmøller, polérmøller, geværmøller, oliemøller m.m. De første
industrielle produktioner blev iværksat i 1500-tallet for at sikre
forsyninger til statslige institutioner, primært hæren og flåden, men ret
hurtigt fulgte en ”civil” produktion efter.
Det var ikke kun vandmøllerne, der blev sat til andet end at male korn.
Også vind- og hestemøllerne blev benyttet op i 1800-tallets industrielle
foretagender. Helt tilbage til antikkens vandhjul havde man brugt dyr som
trækdyr. Det var primært okser, æsler eller andre trækdyr, men ind imellem
blev der også brugt menneskekraft. Først fra slutningen af 1100-årene
finder man vindmøllerne omtalt i de europæiske, skriftlige kilder, og ud
fra dem tyder det på, at den er udviklet i Nordvesteuropa. Både vind- og
hestemøllerne kendes i Danmark fra første halvdel af 1200-årene.
Hestemøllerne blev primært benyttet på bryggergårdene som maltmøller, men
også på bagergårdene. Mens begge mølletyper blev brugt som grynmøller, til
træforarbejdning, til knusning af bark til garvning, af ben, importerede
oliefrø, porcelænsmasse og tobak.
Fra midten af 1500-årene begyndte der at komme industriel produktion på
flere af vandmøllerne langs med Mølleåen bl.a. med krudt på Ørholm og
papir på Strandmøllen. Men først fra midten af 1600-tallet kan området
betegnes som et samlet industridistrikt, idet der nu var industriværker på
alle ni vandmøller. Møllerne havde forskellige funktioner og ofte flere på
en gang. Blandt dem kan nævnes garveri, jernindustri, kobberværk,
valkeværk, krudtværk, messingindustri og papirfabrik. På det tidspunkt
brugtes begrebet industri ikke i den moderne betydning, i stedet brugtes
ordet manufaktur, der betød et sted med industriel virksomhed. Senere kom
manufaktur til at betegne et sted, hvor man kun producerede klædevarer.
I dag ligger møllerne stille, men flere af møllebygningerne er endnu
bevaret, selv om der ikke alle steder er bevaret mølledele. Det drejer sig
om: Brede, Frederiksdal, Fuglevad, Lyngby møller, Ny Mølle, Raadvad,
Stampen, Strandmøllen og Ørholm.
København havde både vind-, vand- og hestemøller. I starten af 1500-tallet
begyndte møllerne at flytte udenfor byens porte med stubmøllerne, der i
starten primært var kornmøller, men hurtigt også fik andre funktioner. Der
var vandmøller i voldgraven ved alle byens porte. I 1613 havde
Vestermølle, der lå i forbindelse med Vesterport, tre underfaldshjul med
hver sin kværn. I perioder malede den kun korn, mens den i 1600-årene også
blev benyttet under navnet polérmøllen, idet her blev forarbejdet våben,
harnisker og anden militær udrustning.
|
