1560 blev den første kongelige klædeproduktion iværksat i
Danmark, da Frederik II anlagde et farveri i København under navnet
"kongens vantfarveri & vantmageri". Før der kom professionelle farvere til
landet, havde man enten selv farvet sit garn og stof, eller købt det fra
udlandet. Gennem hele middelalderen blev der solgt masseproduceret klæde
på ruller i de nordeuropæiske klædehaller, som købmændene tog med rundt
til markederne i de større byer.
På "kongens vantfarveri & vantmageri" udførte man hele
fabrikationsprocessen fra den lyse uld til det farvede og overskårne
klæde. Da farveriet skulle bruge meget vand til både farvning og især
skylning, blev det anlagt nær havnen i området mellem Farvergade og
Vandkunsten. Her lå i forvejen en vandmølle, en mølledam og en møllekanal
(nu Løngangstræde). Selv om der først omtales en valkemølle i området i
starten af 1600-årene, så må man allerede ved grundlæggelsen af
farveriet have etableret en stampemølle til valkning af klædet, idet
valkning er et meget vigtigt led i klædetilberedningen. Frederik II
sluttede kontrakt med en lybsk farver og en klædemester. Men i 1564 var
både farveren og klædemesteren døde, og farveriet fortsatte under andre
ledere.
Desværre mislykkedes foretagendet, og i 1589 blev
farverigården overladt til Tycho Brahe, der fortsatte farveriet, indtil
han forlod Danmark i 1597. Farveriet anses for byens første forsøg på en
industriel virksomhed i forbindelse med udrustningen af den kongelige
flåde på Bremerholm og hæren med klæde til uniformer o.a. tøj.
I 1605 etablerede Christian IV først Tugt- og snart efter
senere Børnehuset i farveriets gamle bygninger, og produktionen af
klædevarer til hæren og flåden fortsatte. I 1613 flyttede han hele
foretagendet ned i de ombyggede og istandsatte bygninger, der havde
tilhørt det gamle Helligåndskloster. Her fortsatte klædeproduktionen frem
til midten af 1600-årene. I dag er kun det middelalderlige Helligåndshus
ved Amagertorv bevaret.
Vandkunstområdet fortsatte helt op 1660´erne med at være en
del af den manufakturproduktion, som Christian IV havde iværksat. Her
boede blandt andet vantmagere, farvere, en silkefarver og vævere. Tugt- &
Børnehuset havde også brug for valket klæde, så valkningen fortsatte, hvor
vandkraften var. Historikeren Jens Lauritsøn Wolf fortæller i 1654, at
valkemøllen lå under det firkantede havnetårn, der også var krudttårn. Dog
blev flere af Mølleåens møller efterhånden inddraget i
manufakturproduktionen som valkemøller.
I 1620´erne iværksatte Christian IV en række initiativer indenfor
tekstilvirkningen, hvor det epokegørende var, at det nu ikke længere kun
handlede om opfyldelse af kongens og rigets behov, men også om folkets
selvforsyning. I 1620 anlagde han en ny gade i København mellem
Købmagergade og Pilestræde, hvor han lod opføre en toetages husrække med
14 boder på hver side af gaden. Boder, der var tegnet af arkitekten Hans
van Steenwinckel, blev indrettet som boliger og værksteder for den
nystartede silkeproduktion. Foretagendet gik fallit i løbet af meget kort
tid, da den kongelige silkemanufaktur ikke kunne konkurrere med udlandet.
Fra 1627 blev bygningerne solgt til private, og det eneste, der er i dag
er bevaret, er navnet Silkegade.
|