|
Istedgade
Danmarks kendteste gade fra Gudhjem
til Blåvandshug
Fra Gedser til Thyborøn
Eller fra .......
Allerede i 1858 stod de første
bygninger færdige ved begge hjørner af Gasvejen, som var Gasværksvejs
gamle navn, men først i 1859 fik Istedgade sit officielle
navn. Fra begge sider af Gasværksvej voksede
Istedgade nu støt ud som et par lange arme, og nåede i 1900 Istedgade ud til
Enghave Plads. Her fremstår Kristkirken i dag som en smuk, italiensk
inspireret kirke med en hidsig jugendudsmykning i sit indre rum.
Undervejs måtte gaden bestige
nogle forhindringer. Blandt andet nægtede de kongelige skydebrødre at
sælge en del af deres store skydebanehave, der gik ned til Kalvebod
Strand. I stedet mente de, at man kunne lave en gangbro hen over deres
have, så de kunne skyde videre i fred og ro. Til slut eksproprierede
Københavns Kommune den del, der ligger fra Istedgade og ned til stranden,
og førte
Istedgade igennem. For at beskytte de fornemme skydebrødre mod den
vesterbroske fattigdom, blev der opført en mur i gotisk borgstil
som afslutning på deres have.
Allerede tidligt fik Istedgade ry af en farverig forlystelsesgade, hvor
lovløsheden, værtshusslagsmålene, prostitutionen og senere pornoen og
junken florerede. Et fænomen man ser andre steder i verden, hvor en gade
udgår fra et globalt trafikknudepunkt, det vil sige en banegård.
Københavns tre hovedbanegårde har alle ligget tæt ved Istedgade. Fra 1847
til 1863 lå den første hovedbanegård, hvor den nuværende hovedbanegård fra
1911 ligger, mens Københavns anden hovedbanegård lå, hvor Paladsbiografen
ligger i dag.
Gennem tiden har Istedgade afspejlet et mini-Danmark placeret i
hovedstaden og med alle befolkningsgrupper repræsenteret. Her midt på
Vesterbro fungerer globaliseringen og den fredelig sameksistens på trods
af alle odds, for Vesterbro har altid levet fint sammen med ”sine
fremmede” og passet på dem, lige fra de første cirkusfolk bragte Pjerrot
til Vesterbro til de nuværende indvandrere, som har bragt alverdens
eksotiske varer med sig ind i byens rum. Her finder vi gøglerne og
artisterne, om slog sig ned i sidegadernes pensionater, og de sorte
mennesker fra de Dansk-Vestindiske Øer, der ligesom datidens andre fattige
flyttede rundt i de vesterbroske sidegader for at undgå at betale husleje
pga. fattigdom. Her findes åndehuller for samfundets tabere, der altid kan
finde hjerterum hos det utal af frivillige, der står parate i områdets
varmestuer. Her er plads til de allermest aparte og kreative mennesker,
til den studerende fra provinsen, til børnefamilierne, de ældre og alle de
dem, som for en tid får lyst til at slå sig ned i gaden, der som en
sitrende organisme altid har fingeren på pulsen.
Gadens mentale natur er ikke opstået som et bevidst valg. Men
en gade, der ligger i benenden af landets Hovedbanegård, vil altid få
besøg af en farverig palet af mennesker og herved spredes dens ry og rygte
videre ud i landet og over dets grænser. Dette fænomen ses mange steder i
verden, hvor en gade udgår fra et globalt trafikknudepunkt. Sådanne gader
får gerne deres helt egen og særlige karakter, og bliver ofte et slags
refugium for mennesker, der enten af lyst eller nød tiltrækkes af gadens
farverige rummelighed.
I
takt med samfundet har Istedgade ændret sig og er fulgt med tiden. Gaden
afspejler både glæden og gruen i det danske samfund, der som en levende
organisme er i bestandig forandring med samfundsforhold, byudvikling,
tidens strømninger og kulturhistoriske fænomener, som kan genfindes i
enhver dansk provinsby.
Selv om det ligger lige for at betragte Istedgade som en slags
landsby i storbyen og et lokalsamfund, kan man ikke ramme mere ved siden
af, hvis man med landsby og lokalsamfund tænker på et lukket og
selvtilstrækkeligt miljø. For Istedgade er langt mere end en gade, den er
et tværsnit af det danske samfund, og gadens miljø afspejler det gennem en
prisme af ekstremer fra samfundets bund til samfundets top. Istedgade
lægger gerne rum til samfundets politiske diskussioner blandt andet om
købesex og seximporten af de helt unge piger fra Østeuropa.
Bogens indhold
Bogen
indledes med en kort gennemgang af Vesterbros historie, hvor Vesterbrogade
indtil midten af 1800-årene var omdrejningspunktet for bydelens
aktiviteter. I løbet af 1600-årene opstod et slagter- og
forlystelseskvarter med kvægtorvet Trommesalen som slagtercentrum. I
slagternes kølvand fulgte værtshusholderne, idet man altid drak lidkøb
efter endt handel på den nærmeste beværtning. Men med industrialiseringen
og den efterfølgende massive indvandring fra landet til byen blev der sat
gang i byggeriet af de tusindvis af boliger, der fra da af skød op på
brokvartererne.
Herefter fortælles om det offentlig og halvoffentlige gaderum med
forretninger, værtshuse, gadeliv, hverdagsliv, gadens mennesker, baggårde,
bebyggelse og det sociale liv.
Vi
hører om den nye type værtshushold, der som ”kantiner” opstod i kølvandet
på tidens mange byggepladser. Om de første biografer og flypioneren
Ellehammer, der opfandt den første danske flyvemaskine i baghuset til
Istedgade 119. Om gadens prostituerede, der efter sigende flygtede hertil
i 1906 efter nogle drabelige slagsmål med missionærer i Eskildsgade. Om
junken, der blev hverdagen i mange af de prostitueredes liv. Om pornoen,
som gav Istedgade navn af Danmarks pornogade og ”red light district”.
Som
gade blev Istedgade danmarksberømt, da Christian X efter Anden Verdenskrig
red ned gennem gaden og takkede beboerne for deres sejlivede modstand
under krigen. Vi hører om modstandsbevægelsen og den folkelige opstand i
1944, hvorfra feltråbet ”Istedgade overgiver sig aldrig” stammer. Et råb,
der i dag bruges i enhver folkelig opstand i kvarteret uden hensyn til
dets historiske baggrund.
Vi
følger også i fodsporene på børnefamilierne, der altid har boet her. På de
første indvandrere, der slog sig ned i 1970´erne og blev boende. På nogle
af Istedgades ”kendisser” som Liva Weel, Tom Kristensen, Emil Bønnelycke
og Dan Turéll. Og på bumserne og de andre skæve eksistenser, der
efterhånden er en uddøende race i kvarteret, og som fynsmaleren Peter
Hansen skildrede i sine malerier fra omkring 1900.
Bogen
krydres med interviews af vesterbroere, nye som gamle mennesker, der har
haft deres gang i gaden siden 1920´erne og frem. Blandt disse kan nævnes
Naser Khader, der i 1974 flyttede til Istedgade 7 fra landsbyen i Syrien
til ”landsbyen i Istedgade”.
Endelig møder vi de nye typer og stilsnobberne, som i dag drages mod
kvarterets cafémiljø og designer-forretninger i deres higen efter en
bohemeagtig nyblanding af det mondæne mikset med det gamle, autentiske
Vesterbro.
|
