|
Af
Hanne Fabricius
Her ser du
gulerodsmonstret
|
Selv om gulerødder er sunde, og kaninerne får røde ører af dem.
Så er Gulerodsmonstret et rigtigt surt monster, der elsker at puste sig op
og skræmme alle dem, det møder på sin vej.
Det synes, at det er sjovt, at alle de andre monstre i Monsterskoven er
bange for det.
Så sjovt at det helt har glemt, hvordan man er sød overfor hinanden, får
gode venner og leger med dem. |
|
En dag mødte det Ostemonstret, der skulle til at spise nogle radiser til
frokost. Gulerodsmonstret pustede sig op og knurrede så faretruende, at
både Ostemonstret og radiserne skyndte sig at løbe deres vej.
Den dag fik Ostemonstret ingen frokost.
Men det var radiserne nu ikke så kede af.
Deres job var nemlig at blive spist hver dag til frokost.
Bagefter rullede de en meget lang tur ned gennem Ostemonstrets ostemave og
dets 10 meter lange ostetarme.
Til sidst trillede ud gennem et ostehul og genopstod hver morgen som nye,
friske radiser lige til at spise.
Radiserne blev derfor glade, for den dag fik de en ekstra fridag. |
|
Lidt efter mødte Gulerodsmonstret Æblemonstret.
"Bøøøøøøøøøøøøh"
brølede det lige ind i Æblemonstrets hoved.
Så det faldt bagover og blev brunt og stødt og fik ondt i hele kernehuset. |
|
Gulerodsmonstret opførte sig værre og værre.
Ingen monstre kunne mere være i fred for det.
Og
selv troede det, at det var fuldstændig uovervindeligt.
Gulerodsmonstret var helt ligeglad med, at det ikke havde nogle venner.
Men så en dag blev det for meget for alle de andre monstre i Monsterskoven.
De
holdt et stort møde - selvfølgelig uden Gulerodsmonstret - for at finde ud af,
hvordan de skulle lære Gulerodsmonstret at opføre sig ordentligt og blive en god
ven, som de alle kunne lege med.
De
besluttede sig for at skræmme Gulerodsmonstret, så det kunne føle, hvordan det
var at blive bange bange og ked af det.
Så
kunne det måske lære det!
|
|
Først sendte de Fisegokkemonstret efter Gulerodsmonstret for at tale med det.
"Grrrrrrrrrr", sagde Fisegokkemonstret, for den var den eneste lyd, den kunne
sige lige nu.
For første gang i sit liv blev Gulerodsmonstret lidt forskrækket og råbte:
"Hjælp!!".
|
Men ingen hørte efter.
Og ingen kom og hjalp det
|
"Uhhhhhhhhhhh" brølede Gulerodsmonstret og pustede sig gevaldigt op.
For nu skulle det vise de andre monstre, hvem der bestemte i
Monsterskoven.
Men ingen blev bange eller løb deres vej.
De andre monstre vendte bare ryggen til og gik deres vej.
Så knurrede Gulerodsmonstret og slog nogle ordentlige prutter.
Men der var stadig ingen, der lagde mærke til det mere. |
|
Pludselig sprang et lille, ildelugtende, blåt troldemonster frem.
Det baskede med sine lange arme som en fugl, imens det udstødte nogle
uhyggelige skrig. Gulerodsmonstret blev så forskrækket, at det straks
holdt op med at brøle og prutte.
I stedet begyndte det at svede og ryste.
"Øv", tænkte det. "Det er slet ikke spor sjovt at være bange.
Og det er overhovedet ikke sjovt, når ingen vil hjælpe mig". |
|
Så kom Myggemonstret susende ned foran den blå trold.
Det truede Gulerodsmonstret med verdens største myggestik fra sin spidse
brod på rumpen, hvis det ikke snart opførte sig pænt overfor alle de andre
monstre. Gulerodsmonstret fik helt ondt i maven ved tanken om
Myggemonstrets sylespidse brod. Det kom også til at tænke på alle de
monstre, som det selv havde drillet og truet og gjort bange.
Måske havde de haft det ligesom ham.
Øv det var ikke spor sjovt at tænke på mere. |
|
Mens Gulerodsmonstret tænkte på, at det vist ikke altid var lige sød ved de
andre monstre.
Så
hørte det pludselig en lyd, der kom højt oppe fra luften.
Den lød som om en raket kom brølende ned fra en sky.
Da
det kikkede op, hang Hugtandsmonstret og svævede lige foran det med sin store,
uhyggelig mund midt på maven.
Nu
havde Gulerodsmonstret endelig fået nok.
"Jeg har lært det", hylede det.
"Undskyld jeg skal nok være sød".
Det skyndte sig at vende sig om for at løbe sin vej.
Det ville hjem og gemme sig under sin dejlige, varme dyne.
Gulerodsmonstret håbede på, at dynen ikke var sur mere.
For lige inden det var løbet ud af sit hus samme morgen, havde det nemlig brølet
grimt af dynen, så den var blevet forskrækket og havde gemt sig under sengen.
|
|
Men før Gulerodsmonstret nåede at slippe bort, hoppede Fisehoppemonstret lige ned foran det
og spærrede vejen for det med sine
ækle, gule lugtefiser.
Gulerodsmonstret kunne ikke komme nogle vegne.
Og
Fisehoppemonstret blev ved med at hoppe op og ned, indtil Gulerodsmonstret
endelig sagde undskyld.
Det lovede, at det aldrig mere ville skræmme nogen.
Kun hvis det var for sjovt.
Og
kun hvis de havde aftalt, at det var helt i orden og for sjovt.
|
|
Fra den dag af var der ingen, der mere var bange for Gulerodsmonstret.
For nu havde det lært, at det ikke var spor kedeligt at være sød overfor
de andre monstre.
Det var faktisk ret hyggeligt.
Det bedste ved hele historien var, at nu havde alle monstrene i
Monsterskoven igen lyst til at lege med det.
Og Gulerodsmonstret blev inviteret med til alle fødselsdagene i hele
Monsterskoven.
|
Madkassetegningerne er tegnet fra 2003 til
2006.
Tilbage til toppen
|
